Verserende retssager ved EU-Domstolen

Sagsøgere:

La Quadrature du Net, French Data Network, Fédération des Fournisseurs d'Accès à Internet Associatifs

Sagsøgte:

EU-Kommissionen

Sagsøgernes påstand:

EU-Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2016/1250 af 12. juli 2016 (Privacy Shield) er uforenelig med artikel 7, 8 og 47 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (2000/C 364/01), og skal derfor annulleres.

Væsentligste argumenter:

• Den generelle karakter af indsamlingen af personoplysninger, som er tilladt i henhold til amerikansk lovgivning, indebærer, at Privacy Shield-afgørelsen udgør et uberettiget indgreb i det væsentligste indhold af den grundlæggende ret til respekt for privatlivet
• Beskyttelsesniveauet efter amerikansk lovgivning svarer ikke til det niveau, der er sikret inden for Unionen, da indsamlingen af personoplysninger i USA ikke er begrænset til det strengt nødvendige
• Privacy Shield-afgørelsen tager ikke højde for, at der ikke er fastsat effektive retsmidler i den amerikanske lovgivning
• Der er ikke fastsat nogen uafhængig kontrol af beskyttelsesniveauet i USA

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

En udtalelse fra EU's generaladvokat foreligger endnu ikke.

Status:

EU-Domstolen har for nylig meddelt, at sagen først vil blive behandlet efter, at domstolen har taget stilling i Schrems II-sagen (sag C-311/18). Datoen for dommens afsigelse kendes ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøger i hovedsagen:

Privacy International

Sagsøgte i hovedsagen:

Secretary of State for Foreign and Commonwealth Affairs, Secretary of State for the Home Department, Government Communications Headquarters, Security Service Srl og Secret Intelligence Service (UK)

Faktum i hovedsagen:

Der er tale om en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Investigatory Powers Tribunal — London (UK). Sagsøgte mener, at massindsamling af data er afgørende for beskyttelsen af den national sikkerhed, herunder som led i bekæmpelse af terrorisme, kontraspionage og bekæmpelse af spredningen af atomvåben. Som følge af Tele2/Sverige og Watson afgørelsen er udbyderen af elektroniske kommunikationsnetværk ikke efterfølgende forpligtet til at lagre kommunikationsdata (efter det tidsrum, der stilles krav om i forbindelse med deres almindelige virksomhed), men de opbevares alene af de offentlige myndigheder (sikkerheds- og efterretningsagenturerne). Sagsøgte mener derved, at de overholder kravene i EMRK og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.

De præjudicielle spørgsmål:

• Er en myndigheds afgørelse, om at en udbyder af et elektronisk kommunikationsnetværk skal udlevere massekommunikationsdata til en medlemsstats sikkerheds- og efterretningsagenturer, omfattet af EU-retten og e-databeskyttelsesdirektivet?
• Hvis første spørgsmål besvares bekræftende: Finder Tele2/Sverige og Watson-kravene, eller eventuelle andre krav ud over kravene i EMRK, anvendelse på en sådan afgørelse? Hvis det er tilfældet, hvordan og i hvilket omfang finder de pågældende krav anvendelse, idet der tages højde for, at det er tvingende nødvendigt, at sikkerheds- og efterretningsagenturerne kan indsamle massekommunikationsdata og bruge automatiserede behandlingsteknikker for at beskytte den nationale sikkerhed, og for, i hvor høj grad denne mulighed, såfremt den i øvrigt er i overensstemmelse med EMRK, risikerer at blive begrænset i et kritisk omfang ved indførelsen af sådanne krav?

Retsmøde:

Der blev afholdt retsmøde i sagen den 9. september 2019.

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

EU-Domstolens generaladvokat kom med sin udtalelse i sagen den 15. januar 2020. Generaladvokaten konkluderer i sin udtalelse følgende:

"Artikel 4 TEU og artikel 1, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der pålægger en udbyder af elektroniske kommunikationsnet en pligt til at udlevere "bulk-kommunikationsdata" til en medlemsstats sikkerheds- og efterrefatningsagenturer, som indebærer en forudgående generel og udifferentieret indsamling".

Subsidiært:

"En medlemsstats sikkerheds- og efterretningsagenturers adgang til de data, som udbydere af elektronisk kommunikationsnet overfører, skal opfylde de betingelser, der er fastsat i dom af 21. december 2016, Tele2 Sverige og Watson (C-203/15 og C-698/15, EU:C:2016:970)".

Domsafsigelse:

Datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøger i hovedsagen:

Maximillan Schrems

Sagsøgte i hovedsagen:

Facebook Ireland Limited

Faktum i hovedsagen:

Der er tale om en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland). Efter at EU-Domstolen i den første Schrems dom erklærede Safe Harbor-afgørelsen ugyldig, har Schrems indbragt spørgsmålet om gyldigheden af EU-Kommissionens afgørelse om standardkontraktbestemmelser for det irske datatilsyn og domstolene i Irland.

De præjudicielle spørgsmål:

• Er der tale om en krænkelse af en privatpersons rettigheder ved videregivelsen af oplysninger fra EU til et tredjeland i henhold til afgørelsen om standardkontraktbestemmelser?
• Ved afgørelsen af, om der er tale om en krænkelse af en privatpersons rettigheder ved videregivelsen af oplysninger til et tredjeland, hvor oplysninger kan undergå yderligere behandling af hensyn til den nationale sikkerhed, skal beskyttelsesniveauet i tredjelandet bedømmes ud fra Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, TEU, TEUF, databeskyttelsesdirektivet, EMRK (eller andre EU-retlige bestemmelser) eller medlemsstaters nationale ret?
• Henset til EU-Domstolens vurdering af beskyttelsesniveauet i Safe Harbor, krænker det da privatpersoners rettigheder, hvis personoplysninger videregives fra EU til USA i henhold til afgørelsen om standardkontraktbestemmelser?
• Overholder beskyttelsesniveauet i USA kerneindholdet af en privatpersons ret til effektive retsmidler, der garanteres ved Chartrets artikel 47?
• Hvilket beskyttelsesniveau kræves der for personoplysninger, som videregives til et tredjeland i medfør af standardkontraktbestemmelser vedtaget i forbindelse med afgørelsen om standardkontraktbestemmelser?
• Hvilke forhold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om beskyttelsesniveauet for oplysninger, der videregives til et tredjeland i henhold til afgørelsen om standardkontraktbestemmelser, opfylder kravene i direktivet og Chartret?
• Er det forhold, at afgørelsen om standardkontraktbestemmelser finder anvendelse mellem dataeksportøren og dataimportøren og ikke er bindende for et tredjelands nationale myndigheder, til hinder for, at bestemmelserne yder de tilstrækkelige garantier som forudsat i databeskyttelsesdirektivet?
• Hvis en dataimportør i et tredjeland er underlagt overvågningslovgivning, som efter databeskyttelsesmyndighedens opfattelse er i strid med bestemmelserne i bilaget til afgørelsen om standardkontraktbestemmelser, direktivets artikel 25 og 26 og/eller Chartret, skal databeskyttelsesmyndigheden da anvende sine håndhævelsesbeføjelser i henhold til direktivets artikel 28, stk. 3, til at suspendere datastrømme, eller er udøvelsen af disse beføjelser begrænset til undtagelsestilfælde, eller kan en databeskyttelsesmyndighed anvende sin skønsbeføjelse til at undlade at suspendere datastrømme?
• Med henblik på anvendelsen af databeskyttelsesdirektivets artikel 25, stk. 6, finder Privacy Shield så generel anvendelse, og binder databeskyttelsesmyndigheder og medlemsstaternes retsinstanser, således at USA sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau gennem landets nationale ret eller de internationale forpligtelser, USA har påtaget sig?
• Overtræder afgørelsen om standardkontraktbestemmelser Chartrets artikel 7, 8 og/eller 47?

Retsmøde:

Der har den 9. juli 2019 været afholdt retsmøde i sagen, hvor bl.a. formanden fra Det Europæiske Databeskyttelsesråd på opfordring fra EU-Domstolen afgav et mundtligt indlæg i sagen.

Udtalelse fra EU's generaladvokat

EU-Domstolens generaladvokat kom med sin udtalelse i sagen den 19. december 2019. Generaladvokaten konkluderer i sin udtalelse følgende:

"Analysis of the questions for a preliminary ruling has disclosed nothing to affect the validity of Commission Decision 2010/87/EU of 5 February 2010 on standard contractual clauses for the transfer of personal data to processors established in third countries under Directive 95/46/EC of the European Parliament and of the Council, as amended by Commission Implementing Decision (EU) 2016/2297 of 16 December 2016".

Status:

Afventer dom.

Dato for domsafsigelse: 16. juli 2020.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i de forende hovedsager:

La Quadrature du Net, French Data Network.

Sagsøgte i de forenede hovedsager:

Den franske regering.

Faktum i de forenede hovedsager:

I EU-Domstolens dom af 21. december 2016 i de forenede sager, Tele2/Sverige og Watson, C-203/15 og C-698/15, blev det b.la. fastslået, at de nationale regler om logning var i strid med e-databeskyttelsesdirektivet sammenholdt med Den Europæiske Unions Charter om grund-læggende rettigheder, idet de medførte en generel og udifferentieret lagring af trafikdata og lokaliseringsdata. Siden Tele2/Sverige og Watson dommen har flere medlemsstater valgt ikke at ophæve deres nationale lovgivning vedrørende lagring af trafikdata og lokaliseringsdata, men i stedet forholdt sig afventende. På baggrund af dette skal den franske Conseil D'État nu foretage afgørelse i to sager, omhandlende gyldigheden af fransk lovgivning og fortolkningen af e-databeskyttelsesdirektivet. Conseil d'État i Frankrig har i den forbindelse forelagt EU-Domstolen fem præjudicielle spørgsmål – hvoraf to er enslydende – om bl.a. fortolkningen af e-databeskyttelsesdirektivet.

De præjudicielle spørgsmål:

• Skal en forpligtelse til generel og udifferentieret lagring, som pålægges udbyderne på grundlag af e-databeskyttelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, i en situation, der er præget af alvorlige og vedvarende trusler mod den nationale sikkerhed og navnlig af risikoen for terror, anses for et berettiget indgreb i retten til den personlige sikkerhed, jf. EU Chartrets art. 6, og hensynet til den nationale sikkerhed, som medlemsstaterne er eneansvarlige for i medfør af artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union?
• Skal e-databeskyttelsesdirektivet sammenholdt med EU Chartret fortolkes således, at det tillader lovgivningsmæssige foranstaltninger, såsom foranstaltninger med henblik på indsamling af trafik- og lokaliseringsdata i realtid, hvilket påvirker rettigheder og forpligtelser for udbydere af en elektronisk kommunikationstjeneste, men dog ikke pålægger dem en specifik forpligtelse til lagring af deres data?
• Skal e-databeskyttelsesdirektivet sammenholdt med EU Chartret fortolkes således, at det gør retmæssigheden af procedurer til indsamling af data betinget af opfyldelsen af krav om underretning af de berørte personer, når en sådan underretning ikke længere kan skade de kompetente myndigheders efterforskning, eller kan sådanne procedurer kun anses for at være retmæssige når samtlige øvrige eksisterende proceduremæssige garantier finder anvendelse, idet disse sikrer, at adgangen til retsmidler er effektiv?
• Skal bestemmelserne i e-databeskyttelsesdirektivet sammenholdt med artikel 6, 7, 8, 11 og artikel 52, stk. 1, i EU Chartret fortolkes således, at de tillader en stat at indføre en national lovgivning, der pålægger personer, hvis virksomhed består i at tilbyde adgang til offentlige onlinekommunikationstjenester, og fysiske eller juridiske personer, der, selv vederlagsfrit, med henblik på tilrådighedsstillelse for offentligheden via offentlige onlinekommunikationstjenester varetager oplagring af signaler, skrift, billeder, lyd eller meddelelser af enhver art, der leveres af modtagere af disse tjenester, at lagre data, som vil kunne gøre det muligt at identificere enhver, der har bidraget til at skabe indholdet eller en del af indholdet af de tjenester, som de leverer, for at den retslige myndighed i påkommende tilfælde kan kræve videregivelse heraf med henblik på at sikre overholdelsen af reglerne om civil- eller strafferetligt ansvar?

Retsmøde:

Der blev afholdt retsmøde i sagen den 9. september 2019.

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

EU-Domstolens generaladvokat kom med sin udtalelse i sagen den 15. januar 2020. Generaladvokaten konkluderer i sin udtalelse følgende:

"Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om privatliv og elektronisk kommunikation), sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at:

1) Bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, som i en situation, der er præget af alvorlige og vedvarende trusler mod den nationale sikkerhed og navnlig af risikoen for terror, forpligter operatørerne og udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester til at foretage en generel og udifferentieret lagring af samtlige trafikdata og lokaliseringsdata vedrørende samtlige abonnenter, samt af de data, der gør det muligt at identificere skaberne af det indhold, der leveres af udbyderne af disse tjenester.

2) Bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en pligt til at underrette de berørte personer om de kompetente myndigheders behandling af deres personoplysninger, medmindre en sådan underretning er til fare for de pågældende myndigheders efterforskning.

3) Bestemmelsen er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter det er tilladt at indsamle specifikke personers trafik- og lokaliseringsdata i realtid, for så vidt som disse handlinger udføres i overensstemmelse med de fastsatte procedurer for adgang til lovligt lagrede personoplysninger og med samme garantier."

Domsafsigelse:

Datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Link til C-511/18 og C-512/18 på EU-Domstolens hjemmeside.

Sagsøgere i hovedsagen:

Ordre des barreaux francophones et germanophone, Académie Fiscale ASBL, UA, Liga voor Mensenrechten ASBL, Ligue des Droits de l’Homme ASBL, VZ, WY og XX.

Sagsøgte i hovedsagen:

Den belgiske regering.

Faktum i hovedsagen:

Samme problemstilling som i de forenede sager C-511/18 og C-512/18. Den belgiske forfatningsdomstol har forelagt EU-Domstolen tre præjudicielle spørgsmål ved-rørende de EU-retlige rammer for nationale bestemmelser, der forpligter teleudbydere mv. at lagre trafik- og lokaliseringsdata.

De præjudicielle spørgsmål:

• Skal e-databeskyttelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, sammenholdt med Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 6, 7, 8 og artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for national lovgivning, der fastsætter en generel pligt for operatører og udbydere af elektroniske kommunikationstjenester til at lagre trafik- og lokaliseringsdata, der genereres og behandles af dem inden for rammerne af udbuddet af disse tjenester, som ikke kun har efterforskning, afsløring og retsforfølgning af grov kriminalitet som formål, men ligeledes sikring af den nationale sikkerhed, forsvar af territoriet, den offentlige sikkerhed, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af andre grunde end grov kriminalitet eller forebyggelse af ulovlig brug af elektroniske kommunikationssystemer eller gennemførelse af et andet formål i henhold til artikel 23, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, og som endvidere er undergivet præcise garantier i denne lovgivning vedrørende lagring af data og adgangen dertil?
• Skal e-databeskyttelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, sammenholdt med Chartrets artikel 4,7, 8, 11 og artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en generel pligt for operatører og udbydere af elektroniske kommunikationstjenester til at lagre trafik- og lokaliseringsdata, der genereres og behandles af dem inden for rammerne af udbuddet af disse tjenester, såfremt denne lovgivning bl.a. har til formål at opfylde de positive forpligtelser, der påhviler myndigheden i henhold til Chartrets artikel 4 og 8, der består i at fastsætte en retlig ramme, der muliggør en effektiv strafferetlig efterforskning af og en effektiv retshåndhævelse over for seksuelt misbrug af mindreårige, og som rent faktisk gør det muligt at identificere gerningsmanden bag overtrædelsen, selv i tilfælde, hvor der gøres brug af elektroniske kommunikationsmidler?
• Såfremt den belgiske forfatningsdomstol på grundlag af besvarelserne af det første og det andet præjudicielle spørgsmål konkluderer, at den anfægtede lov er i strid med en eller flere af de forpligtelser, der følger af de i disse spørgsmål nævnte bestemmelser, kan forfatningsdomstolen da midlertidigt opretholde virkningerne af den national lov om indsamling og lagring af data i den elektroniske kommunikationssektor med henblik på at undgå retsusikkerhed og muliggøre, at data, der forinden er blevet indsamlet og lagret, stadig kan anvendes til de formål, der er omhandlet i loven?

Retsmøde:

Der blev afholdt retsmøde i sagen den 9. september 2019.

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

EU-Domstolens generaladvokat kom med sin udtalelse i sagen den 15. januar 2020. Generaladvokaten konkluderer i sin udtalelse følgende:

"1) Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at:

– Den er til hinder for en national lovgivning, som pålægger operatører og udbydere af elektroniske kommunikationstjenester en pligt til generelt og udifferentieret at lagre trafikdata og lokaliseringsdata vedrørende samtlige abonnenter og brugere i forbindelse med samtlige midler til elektronisk kommunikation.

– Ovenstående berøres ikke af den omstændighed, at denne nationale lovgivning ikke blot har efterforskning, afsløring og retsforfølgning af grov eller ikke grov kriminalitet til formål, men derimod også den nationale sikkerhed, forsvar af territoriet, den offentlige sikkerhed, forebyggelse af ulovlig brug af elektroniske kommunikationssystemer eller et andet formål i henhold til artikel 23, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

– Ovenstående berøres heller ikke af den omstændighed, at adgangen til lagrede data er undergivet præcise lovgivningsmæssige garantier. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om den nationale lovgivning, der regulerer betingelserne for de kompetente myndigheders adgang, begrænser den til de specifikke tilfælde, hvis grad af alvor gør det nødvendigt at foretage et indgreb, betinger den af en forudgående kontrol (undtagen i hastende tilfælde) fra en retsinstans eller en uafhængig myndighed, og foreskriver, at de berørte personer underrettes om denne adgang, såfremt denne underretning ikke bringer disse myndigheders indsats i fare.

2) Artikel 4 og 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder berører ikke fortolkningen af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, sammenholdt med de øvrige førnævnte artikler i chartret, således at de forhindrer, at det fastslås, at en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede er uforenelig med EU-retten.

3) En national retsinstans kan, hvis dette er tilladt i henhold til national ret, undtagelsesvis og midlertidigt opretholde virkningerne af en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, selv om den er uforenelig med EU-retten, såfremt denne opretholdelse er begrundet i tvingende hensyn vedrørende trusler mod den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, som ikke er mulige at håndtere ved hjælp af andre midler eller alternativer. Nævnte opretholdelse kan kun omfatte den tidsperiode, som er strengt nødvendig for at afhjælpe den pågældende uforenelighed med EU-retten."

Domsafsigelse:

Datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere:

H.K.

Sagsøgte:

Anklagemyndigheden i Estland

Faktum i hovedsagen:

H.K er estisk statsborger, som blev dømt efter estisk straffelov i en sag, hvor retten i første instans støttede domfældelsen, foruden andre beviser, på protokoller, der var blevet udfærdigt på grundlag af data, som var blevet udleveret af en telekommunikationsvirksomhed i forbindelse med efterforskningen.

De præjudicielle spørgsmål:

• Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002, sammenholdt med artikel 7, 8, 11 og 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at statslige myndigheders adgang i en straffesag til data, som gør det muligt at fastslå udgangs- og destinationssted, dato, klokkeslæt og varighed, kommunikationstjenestens art, det anvendte terminaludstyr og stedet for anvendelsen af mobilt terminaludstyr for så vidt angår en sigtets telefon- eller mobiltelefonkommunikation, udgør et så alvorligt indgreb i de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i de nævnte artikler i chartret, at denne adgang i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager skal begrænses til bekæmpelse af grov kriminalitet, uanset hvilken periode de lagrede data, som de statslige myndigheder har adgang til, vedrører?

• Skal artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet, som kommer til udtryk i Den Europæiske Unions Domstols dom af 2. oktober 2018 (C-207/16, præmis 55-57), fortolkes således, at når mængden af de i det første spørgsmål nævnte data, som de statslige myndigheder har adgang til, ikke er stor (hverken med hensyn til dataenes art eller tidsmæssige udstrækning), kan det dertil knyttede indgreb i de grundlæggende rettigheder være begrundet i formålet forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager generelt, og at de strafbare handlinger, som skal bekæmpes med indgrebet, skal være så meget desto grovere, jo større den mængde data er, som de statslige myndigheder har adgang til?

• Betyder det i Domstolens dom af 21. december 2016 i de forenede sager C-203/15 og C-698/15, domskonklusionens punkt 2, nævnte krav om, at de kompetente statslige myndigheders adgang skal være underlagt en forudgående kontrol foretaget af en domstol eller af en uafhængig administrativ myndighed, at artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF skal [org. s. 2] fortolkes således, at anklagemyndigheden, som leder efterforskningen, og som i denne forbindelse ifølge loven er forpligtet til at handle uafhængigt og kun er bundet af loven og under efterforskningen opklarer såvel omstændigheder, der belaster den tiltalte, som omstændigheder, der er diskulperende for den pågældende, men senere i retssagen repræsenterer den offentlige anklage, kan anses for en uafhængig administrativ myndighed?

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

EU-Domstolens generaladvokat kom med sin udtalelse i sagen den 21. januar 2020. Generaladvokaten konkluderer i sin udtalelse følgende:

"1) Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at de kriterier, der giver mulighed for at bedømme alvoren af det indgreb i de grundlæggende rettigheder, som udgøres af de kompetente nationale myndigheders adgang til personoplysninger, som udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester i henhold til en national lovgivning har pligt til at opbevare, omfatter de pågældende kategorier af data samt varigheden af den periode, for hvilken der er anmodet om denne adgang. Det tilkommer den forelæggende ret på grundlag af indgrebets alvor at vurdere, om den pågældende adgang var strengt nødvendig for at nå målet om at sikre forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager.

2) Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, som ændret ved direktiv 2009/136, sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i chartret om grundliggende rettigheder, skal fortolkes således, at kravet om, at de kompetente nationale myndigheders adgang til de lagrede data skal være underlagt en forudgående kontrol foretaget af en domstol eller af en uafhængig administrativ myndighed, ikke er opfyldt, når en national lovgivning bestemmer, at en sådan kontrol udføres af den offentlige anklager, der har til opgave at lede efterforskningen og samtidig kan udøve den offentlige påtalekompetence for retten."

Status:

Afventer dom. Der foreligger endnu ikke en dato for domsafsigelsen.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i hovedsagen:

Orange România S.A.

Sagsøgte i hovedsagen:

Det rumænske datatilsyn (Autoritatea Națională de Supraveghere a Prelucrării Datelor cu Caracter Personal)

Faktum i hovedsagen:

Der er tale om en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul București (Rumænien). Sagen omhandler fortolkning af databeskyttelsesdirektivets regler om samtykke.

De præjudicielle spørgsmål:

• Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en viljetilkendegivelse kan opfattes som en specifik og informeret viljetilkendegivelse som omhandlet i databeskyttelsesdirektivets artikel 2, litra h?
• Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en viljetilkendegivelse kan opfattes som en frivillig viljetilkendegivelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra h?

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

EU-Domstolens generaladvokat er kommet med sin udtalelse i sagen, den foreligger imidlertid kun på engelsk.

Status:

Der har været afholdt retsmøde i sagen 11. december 2019. Datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøger i hovedsagen:

VQ.

Sagsøgte i hovedsagen:

Land Hessen.

Faktum i hovedsagen:

Der er tale om en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wiesbaden (Tyskland) i en sag vedrørende omfanget af indsigtsretten efter databeskyttelsesforordningen.

De præjudicielle spørgsmål:

• Finder databeskyttelsesforordningens artikel 15, den registreredes indsigtsret, anvendelse på et udvalg under et parlament i en delstat i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af henvendelser fra borgere, og skal dette udvalg i sådan henseende behandles som en offentlig myndighed som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7?
• Er den forelæggende ret en uafhængig og upartisk ret som omhandlet i artikel 267 TEUF sammenholdt med Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 47, stk. 2?

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

Der foreligger endnu ikke nogen udtalelse fra EU's generaladvokat.

Status:

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i hovedsagen:

B.

Sagsøgte i hovedsagen:

Latvijas Republikas Saeima (Republikken Letlands parlament).

Faktum i hovedsagen:

På grundlag af artikel 267 TEUF anmoder den forelæggende ret om en fortolkning af forordning nr. 2016/679 og direktiv 2003/98 for at kunne afgøre, om det er forbudt for medlemsstaterne i deres retsorden at fastsætte bestemmelser, hvorefter oplysninger om de point, som førere er pålagt for færdselsforseelser, er tilgængelige for offentligheden, således at de omhandlede personoplysninger kan behandles ved formidling og overførsel med henblik på videreanvendelse.

Subsidiært ønsker den forelæggende ret ligeledes oplysning om fortolkningen af princippet om EU-rettens forrang og retssikkerhedsprincippet med henblik på at præcisere anvendeligheden af den nationale bestemmelse i tvisten i hovedsagen og muligheden for at opretholde retsvirkningerne heraf, indtil den forelæggende rets endelige afgørelse om, at den er i overensstemmelse med forfatningen, bliver retskraftig.

De præjudicielle spørgsmål:

• Bør begrebet "behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsforanstaltninger" i artikel 10 i forordning 2016/679 1 , fortolkes således, at det omfatter behandling af oplysninger om de point, som førere pålægges for færdselsforseelser i henhold til den omtvistede bestemmelse?

• Uanset svaret på det første spørgsmål, kan bestemmelserne i forordning 2016/679, navnlig princippet om "integritet og fortrolighed", jf. nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, litra f), fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne fastsætter, at oplysninger om de point, der pålægges førere for færdselsforseelser, er tilgængelige for offentligheden, og at de pågældende oplysninger kan behandles ved at videregives?

• Bør 50. og 154. betragtning til, artikel 5, stk. 1, litra b), og artikel 10 i direktiv 2003/98/EF 2 samt artikel 1, stk. 2, litra cc), i forordning 2016/679 fortolkes således, at de er til hinder for en ordning i en medlemsstat, der tillader videregivelse af oplysninger om de point, der pålægges førere for trafikforseelser, med henblik på videreanvendelse?

• Såfremt nogen af de ovennævnte spørgsmål besvares bekræftende, skal princippet om EU-rettens forrang og retssikkerhedsprincippet da fortolkes således, at det kan være tilladt at anvende den omtvistede bestemmelse og opretholde dens retsvirkninger, indtil forfatningsdomstolens endelige afgørelse bliver retskraftig?

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

Der foreligger endnu ikke nogen udtalelse fra EU's generaladvokat.

Status:

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i hovedsagen:

WS

Sagsøgte i hovedsagen:

Bundesrepublik Deutschland

Faktum i hovedsagen:

Den konkrete sag drejer sig om, at Interpol har registreret en efterlysning (en såkaldt "Red Notice"), som hidrører fra en stat uden for EU, og hvor efterforskningen af den person, som efterlysningen vedrører (sagsøger i den tyske sag), blev indstillet af en tysk anklagemyndighed mod betaling af et pålagt beløb.

Sagsøger har bl.a. gjort gældende, at medlemsstaternes behandling af personoplysninger om ham registreret hos Interpol som en "Red Notice" er i strid med retshåndhævelsesdirektivet, idet behandling efter direktivets artikel 8, stk. 1, kun er lovlig, hvis den sker på grundlag af EU-retten. Det følger endvidere af 25. betragtning til retshåndhævelsesdirektivet, at grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder med hensyn til elektronisk behandling af personoplysninger skal sikres ved udvekslingen af personoplysninger med Interpol. På den baggrund anfører sagsøger, at medlemsstaterne alene må behandle oplysninger registreret hos Interpol, der er i overensstemmelse med EU-retten.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke foreligger en afgørelse fra EU-Kommissionen om tilstrækkeligheden af Interpols databeskyttelsesniveau, jf. retshåndhævelsesdirektivets artikel 36

De præjudicielle spørgsmål:

• Skal Schengenkonventionens 1 artikel 54, sammenholdt med artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), fortolkes således, at allerede indledningen af en straffesag i alle lande omfattet af Schengenaftalen på grund af den samme lovovertrædelse er udelukket, når en tysk anklagemyndighed indstiller en indledt straffesag, efter at den sigtede har opfyldt bestemte vilkår, herunder navnlig har betalt et bestemt af anklagemyndigheden fastsat pengebeløb?

• Gælder der som følge af artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde et forbud mod medlemsstaters efterkommelse af anmodninger om anholdelse fra tredjelande inden for rammerne af en international organisation som Den Internationale Kriminalpolitiorganisation – Interpol – når den af anholdelsesanmodningen omfattede person er unionsborger, og når den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, har underrettet både den internationale organisation og dermed også de øvrige medlemsstater om sin betænkelighed ved anholdelsesanmodningens forenelighed med forbuddet mod dobbeltstraf?

• Er allerede indledningen af en straffesag og en foreløbig anholdelse i de medlemsstater, hvori den pågældende ikke er statsborger, i strid med artikel 21, stk. 1, TEUF, såfremt dette er i strid med forbuddet mod dobbeltstraf?

• Skal artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 2 , sammenholdt med Schengenkonventionens artikel 54 og chartrets artikel 50, fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtet til at fastsætte retsregler, som kan sikre, at det i tilfælde af en sag, der fører til ophør af adgangen til strafforfølgning, i alle stater omfattet af Schengenaftalen vil være forbudt at behandle en såkaldt (»Red Notice)« fra Den Internationale Kriminalpolitiorganisation – Interpol – med henblik på på ny at indlede en straffesag?

• Råder en international organisation som Den Internationale Kriminalpolitiorganisation – Interpol – over et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau, når der ikke er truffet afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i medfør af artikel 36 i direktiv (EU) 2016/680 og/eller fastsat bestemmelser om fornødne garantier i medfør af artikel 37 i direktiv (EU) 2016/680?

• Må medlemsstaterne kun behandle oplysninger, som indgår i en til Den Internationale Kriminalpolitiorganisation – Interpol – af tredjelande indgivet efterlysning (»Red Notice«), hvis et tredjeland med efterlysningen formidler en anholdelses- og udleveringsanmodning og samtidig fremsætter en anholdelsesanmodning, der ikke strider mod EU-retten, herunder navnlig forbuddet mod dobbeltstraf?

Status

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøger i hovedsagen:

M.I.C.M. Mircom International Content Management & Consulting Limited.

Sagsøgte i hovedsagen:

Telenet BVBA.

Faktum i hovedsagen:

I hovedsagen kræver selskabet Mircom, at Telenet fremlægger identifikationsoplysninger for tusindvis af sine kunder, hvilket Telenet har afvist. Ifølge Mircom har de pågældende kunder ved hjælp af BitTorrent-teknologi uploadet film fra dets katalog, hvilket ifølge Mircom er en ulovlig overføring af dets film til almenheden.

De præjudicielle spørgsmål:

• Kan downloading via et peer-to-peer netværk af en fil med tilhørende underdele ("pieces") (nogle gange meget fragmentarisk i forhold til hele filen) med henblik på at uploade til tilrådighedsstillelse ("seede"), betragtes som en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, til trods for, at disse individuelle pieces i sig selv er uanvendelige?
• gælder der en bagatelgrænse for, hvornår seeding af disse pieces udgør en overførsel til almenheden?
• er det en relevant omstændighed, at seeding'en (som en følge af indstillingerne i kundens BitTorrent-program) kan ske automatisk og således uden brugerens viden? 

• Kan en person, der i henhold til aftale er indehaver af ophavsrettigheder (eller beslægtede rettigheder), men som ikke selv udnytter disse rettigheder men blot kræver skadeserstatning af formentlige krænkere – og hvis økonomiske model for indtjening således er afhængig af piratvirksomhed i stedet for at bekæmpe den – nyde de samme rettigheder, som efter kapitel II i direktiv 2004/48 tilkommer ophavsmænd eller licenshavere, som udnytter ophavsrettigheder på normal vis? 
• Hvorledes kan disse licenshavere i dette tilfælde have lidt et "tab" som følge af krænkelsen (som omhandlet i artikel 13 i direktiv 2004/48)? 

• Er de konkrete omstændigheder, der er beskrevet i spørgsmål 1 og 2 relevante ved bedømmelsen af afvejningen af den korrekte ligevægt mellem på den ene side håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og på den anden side de rettigheder og friheder, der sikres af grundrettighedschartret så som beskyttelse af privatlivet og personoplysninger, særligt i forbindelse med proportionalitetsbedømmelsen? 

• Er systematisk registrering og påfølgende generel behandling af IP-adresser på en swarm af seeders (foretaget af licenshaver selv eller af tredjemand på opdrag af licenshaver) under disse omstændigheder lovlig efter den generelle forordning om databeskyttelse, nærmere bestemt artikel 6, stk. 1, litra f), i denne forrodning? 

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

Der foreligger endnu ikke nogen udtalelse fra EU's generaladvokat.

Status:

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i hovedsagen:

D.-H.T., som kurator for J & S Service UG (haftungsbeschränkt).

Sagsøgte i hovedsagen:

Land Nordrhein-Westfalen.

Faktum i hovedsagen:

Sagsøger er kurator. Han har anmodet om skattemæssige oplysninger vedrørende debitor, et kapitalselskab (Unternehmergesellschaft), fra det kompetente skattekontor med henblik på at kunne undersøge fremsatte krav om omstødelse ved insolvens.

Skattekontoret afslog imidlertid kurators anmodning, fremsat i henhold til Informationsfreiheitsgesetz (lov om informationsfrihed) i delstaten Nordrhein-Westfalen, om indsigt i oplysninger vedrørende trusler om tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger og om påbud om opfyldelse, modtagne betalinger og om tidspunktet, hvor det blev kendt, at debitor var insolvent, og endelig om udlevering af kontoudtog for alle forskellige typer af skattekonti i beskatningsperioden marts 2014 til juni 2015.

De præjudicielle spørgsmål:

• Tjener artikel 23, stk. 1, litra j), i forordning (EU) 2016/679 ligeledes til beskyttelsen af skattemyndighedernes interesser?

• Omfatter udtrykket »håndhævelse af civilretlige krav« i bekræftende fald også skattemyndighedernes forsvar mod civilretlige krav, og skal de pågældende krav i givet fald allerede være gjort gældende?

• Giver bestemmelsen i artikel 23, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af en medlemsstats væsentlige finansielle interesser, herunder skatteanliggender, mulighed for at begrænse indsigtsretten i henhold til artikel 15 i forordning (EU) 2016/679 med henblik på at afværge civilretlige krav om omstødelse ved insolvens mod skattemyndighederne?

Udtalelse fra EU's generaladvokat:

Der foreligger endnu ikke nogen udtalelse fra EU's generaladvokat.

Status:

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i hovedsagen:

Facebook Ireland Ltd, Facebook Inc og Facebook Belgien Bvba

Sagsøgte i hovedsagen:

Det Belgiske Datatilsyn

Faktum i hovedsagen:

Sagens faktum er endnu ikke offentliggjort.

De præjudicielle spørgsmål:

• Skal artikel [55, stk. 1], artikel 56-58 og artikel 60-66 i forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF i forbindelse med artikel 7, 8 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at en tilsynsmyndighed i henhold til nationale regler vedtaget til gennemførelse af denne forordnings artikel [58, stk. 5] har kompetence til at indlede en retssag ved en ret i denne myndigheds medlemsstat, ikke må udøve denne kompetence i forbindelse med en grænseoverskridende behandling, hvis den ikke er den ledende tilsynsmyndighed ved den grænseoverskridende behandling?

• Har det herved nogen betydning, hvis den behandlingsansvarlige for den grænseoverskridende behandling ikke har sin hovedvirksomhed i denne medlemsstat men dog et andet etableringssted?

• Har det herved nogen betydning, hvis den nationale tilsynsmyndighed indleder retssagen mod den behandlingsansvarliges hovedvirksomhed eller mod etableringsstedet i myndighedens egen medlemsstat?

• Har det herved nogen betydning, hvis den nationale tilsynsmyndighed allerede har indledt retssagen før den dato, fra hvilken forordningen fandt anvendelse (25. maj 2018)?

• Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, har artikel [58, stk. 5], i forordning 2016/679 da direkte virkning, således at en national tilsynsmyndighed kan støtte ret på denne artikel for at indlede eller fortsætte en retssag mod enkelte parter, uanset denne forordnings artikel [58, stk. 5] ikke specifikt er blevet gennemført i medlemsstatens lovgivning, selv om der var pligt hertil?

• Såfremt de foregående spørgsmål besvares bekræftende, ville udfaldet af sådanne retssager kunne være til hinder for, at den ledende tilsynsmyndighed drager den modsatte konklusion i det tilfælde, at den ledende tilsynsmyndighed undersøger de samme eller lignende grænseoverskridende behandlingsaktiviteter i overensstemmelse med den mekanisme, der er fastsat i artikel 56 og 60 i forordning 2016/679?

Status

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside

Sagsøgere i hovedsagen:

Ligue des droits humains

Sagsøgte i hovedsagen:

Conseil des ministres

Faktum i hovedsagen:

Sagens faktum er endnu ikke offentliggjort.

De præjudicielle spørgsmål:

• Skal artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) 1 , sammenholdt med denne forordnings artikel 2, stk. 2, litra d), fortolkes således, at den finder anvendelse på en national lovgivning såsom lov af 25. december 2016 om behandling af passageroplysninger, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 af 27. april 2016 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet 2 samt Rådets direktiv 2004/82/EF af 29. april 2004 om transportvirksomheders forpligtelse til at fremsende oplysninger om passagerer 3 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/65/EU af 20. oktober 2010 om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i medlemsstaterne, og om ophævelse af direktiv 2002/6/EF 4 ?

• Er bilag I til direktiv 2016/681 (EU) foreneligt med artikel 7, artikel 8 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som de deri opregnede oplysninger er meget omfattende – bl.a. hvad angår de oplysninger, som er omhandlet i punkt 18 i bilag I til direktiv 2016/681, og som er mere vidtrækkende end de oplysninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/82 – og for så vidt som de samlet set kan afsløre følsomme oplysninger og dermed overskride grænserne for det »strengt nødvendige«?

• Er punkt 12 og 18 i bilag I til direktiv (EU) 2016/681 forenelige med artikel 7, artikel 8 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som de deri omhandlede oplysninger henset til udtrykket »herunder« er angivet illustrativt og ikke udtømmende, hvilket indebærer, at kravet om, at regler, der gør indgreb i retten til respekt for privatlivet og i retten til beskyttelse af personoplysninger, skal være præcise og klare, ikke er opfyldt?

• Er artikel 3, nr. 4), i direktiv (EU) 2016/681 og bilag I til dette direktiv forenelige med artikel 7, artikel 8 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som det system for generel indsamling, overførsel og behandling af passageroplysninger, der er indført ved disse bestemmelser, omfatter enhver person, der anvender det pågældende transportmiddel, uanset om der foreligger noget objektivt forhold, som gør det muligt at antage, at denne person kan frembyde en risiko for den offentlige sikkerhed?

• Skal artikel 6 i direktiv (EU) 2016/681, sammenholdt med artikel 7, artikel 8 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning såsom den anfægtede lov, hvorefter et af formålene med behandlingen af PNR-oplysninger kan være efterretnings- og sikkerhedstjenesternes overvågning af de omfattede aktiviteter, og dette formål dermed indgår i forebyggelse, opdagelse, efterforskning og retsforfølgning af terrorhandlinger og grov kriminalitet?

• Er artikel 6 i direktiv (EU) 2016/681 forenelig med artikel 7, artikel 8 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den deri omhandlede forudgående vurdering ved korrelation med databaser og forud fastsatte kriterier finder systematisk og generel anvendelse på oplysninger om passagerer, uanset om der foreligger noget objektivt forhold, som gør det muligt at antage, at disse passagerer kan frembyde en risiko for den offentlige sikkerhed?

• Kan begrebet »anden [kompetent] national myndighed« i artikel 12, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/681 fortolkes således, at det omfatter den passageroplysningsenhed, som er oprettet ved lov af 25. december 2016, og som derfor kan give adgang til PNR-oplysninger efter en periode på seks måneder i forbindelse med ad hoc-efterforskninger?

• Skal artikel 12 i direktiv (EU) 2016/681, sammenholdt med artikel 7, artikel 8 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning såsom den anfægtede lov, hvori der er fastsat en generel dataopbevaringsperiode på fem år, uden at der sondres mellem, hvorvidt den forudgående vurdering har vist, at de pågældende passagerer kan udgøre en risiko for den offentlige sikkerhed eller ej?

a) Er direktiv 2004/82/EF foreneligt med artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og med artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som de deri fastsatte forpligtelser finder anvendelse på flyvninger inden for EU?

b) Skal direktiv 2004/82/EF, sammenholdt med artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og med artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning såsom den anfægtede lov, der med henblik på at bekæmpe ulovlig indvandring og at forbedre grænsekontrollen gør det muligt at indføre et system til indsamling og behandling af oplysninger om passagerer »på vej til, fra og gennem det nationale område«, hvilket indirekte kan føre til genindførelse af kontrollen ved de indre grænser?

• Såfremt Cour constitutionnelle (forfatningsdomstol) på grundlag af besvarelserne af de foregående præjudicielle spørgsmål konkluderer, at den anfægtede lov, der bl.a. gennemfører direktiv (EU) 2016/681, er i strid med en eller flere af de forpligtelser, der følger af de i disse spørgsmål nævnte bestemmelser, kan Cour constitutionnelle (forfatningsdomstol) da midlertidigt opretholde virkningerne af lov af 25. december 2016 om behandling af passageroplysninger med henblik på at undgå retsusikkerhed og muliggøre, at oplysninger, der forinden er blevet indsamlet og lagret, stadig kan anvendes til de formål, der er omhandlet i loven?

Status

Der er endnu ikke fastsat nogen dato for retsmøde i sagen, og datoen for dommens afsigelse kendes på nuværende tidspunkt heller ikke.

Link til sagen på EU-Domstolens hjemmeside